Voldsom hændelse i supermarked på Vilhelm Becks Vej

dato

Mandag middag udspillede der sig en voldsom hændelse i et supermarked på Vilhelm Becks Vej i Viby J. En 38-årig mand opførte sig meget aggressivt og gik til angreb på en 68-årig mand. Angrebet var tilsyneladende umotiveret, og den 38-årige mand nikkede den 68-årige to skaller, kastede varer på ham og slog ham, så han væltede omkuld.

En 67-årig mand kom til for at hjælpe, men han blev skubbet hårdt i brystet og slået af den 38-årige. Den 67-årige mand formåede dog at overmande den 38-årige og fastholdt ham, indtil politiet ankom og anholdt den aggressive mand.

Den 38-årige blev sigtet for vold. De to mænd, der blev overfaldet, kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Kilde: Politiets Døgnrapport